”Man lærer meget om sit eget liv ved at arbejde med mennesker”

 

”Man lærer meget om sit eget liv ved at arbejde med mennesker”

Gustavo Perez, social- og sundhedsassistentelev.

Gustavo Perez er 40 år og under uddannelse til social- og sundhedsassistent. Han har læst psykologi på Universitetet i Valencia, men begyndte på uddannelsen til social- og sundhedsassistent, da han bosatte sig i Danmark. Gustavo arbejdede efter sine universitetsstudier med socialt udsatte og udviklingshæmmede borgere, der havde brug for hjælp til at mestre deres liv. Han fandt dog tidligt ud af, at han ville noget andet med sit eget arbejdsliv:

”Jeg tænkte over, hvordan man bedst kunne hjælpe borgerne og syntes ikke, jeg var personen, der hjalp. Det var dem, som arbejdede som social- og sundhedsassistenter, som hjalp. De var tæt på borgerne og hjalp dem. Jeg sad på et kontor, og det var dejligt og roligt, men jeg manglede noget. Da jeg kom til Danmark, ville jeg hjælpe til på en anden måde. Derfor begyndte jeg på uddannelsen til social- og sundhedsassistent.”

Er med til at gøre en forskel

Gustavo er elev i Københavns Kommune. Det er både hårdt og krævende, men også et meget givende arbejde, hvor man er med til at gøre en forskel i andre menneskers hverdag.  

”Man lærer meget om sit eget liv ved at arbejde med mennesker. Det er meget berigende. Jeg får lov til at interagere med meget forskellige mennesker og meget forskellige samfundsgrupper. Det er noget af det mest spændende ved at læse til social- og sundhedsassistent. Det er nemt at komme ind på uddannelsen, men jeg synes faktisk, at det er en svær uddannelse at mestre. Det er kun en uddannelse for dem, som brænder for at arbejde med mennesker og hjælpe andre. Man skal kunne mange ting, og være den som kontakter mange forskellige faggrupper. Det er en uddannelse for dem, som har lyst til at arbejde som en vigtig fagperson med en nøglerolle i vores sundhedssystem.”

En spændende uddannelse, der har udviklet sig meget

”Social- og sundhedsassistentuddannelsen har udviklet sig meget de seneste år og er blevet til en seriøs og respektabel uddannelse. Man skal have et stærkt fagsprog, fordi man har en vigtig koordinerende funktion. Man skal kunne tale med lægen, sygeplejersken og fysioterapeuten, men man skal også være god til at kommunikere med både gamle, folk med svær sygdom, alkoholikere og mennesker fra meget forskellige samfundslag.”

Bruger sin universitetsuddannelse i praksis

Gustavo har læst psykologi på Universitetet i Valencia. Gustavo fortæller:

“På universitetet har jeg derudover haft kurser i både anatomi og fysiologi. Det er noget, jeg i høj grad kan bruge i mit arbejde og under min uddannelse til social- og sundhedsassistent. Blandt andet har jeg brugt min teoretiske viden i forhold til borgere med apopleksi. Er man blevet ramt af en blodprop i hjernen, kan man miste mange funktionsevner. Det, jeg har lært på universitetet, og det jeg ser i praksis, harmonerer perfekt. Det, jeg har taget med mig fra min uddannelse i psykologi og bruger nu, handler i høj grad også om anerkendelse og arbejdet med mennesker i sorg. Der er mange ældre, som har mistet. Hvis du er alkoholiker, har du måske også mistet mange omkring dig. Hvordan møder jeg sådan en borger? Det er en spændende opgave.”        

Mange forskellige arbejdsopgaver og jobmuligheder 

”Som social- og sundhedsassistent har du mulighed for at arbejde inden for mange områder", fortæller Gustavo. “Det er ikke kun på plejehjem. Jeg vil gerne arbejde i den sociale hjemmepleje, hvor man virkelig gør en forskel og besøger dem, der har psykiske problemer. De har brug for hjælp til at kunne drage egenomsorg. Man skal læse til social- og sundhedsassistent, hvis man vil hjælpe mennesker. Hvis man på sigt gerne vil være sygeplejerske, fysioterapeut eller måske læge, men ikke er helt klar til det, så er det også en rigtig god uddannelse. Man får et solidt kendskab til sygepleje og kommer tæt på forskellige faggrupper. Det er en praksisnær uddannelse, og jeg har haft glæde af nogle meget kompetente oplæringsvejledere ude på oplæringsstederne. Jeg er meget glad for uddannelsen.”

Citat

”Det er meget berigende. Jeg får lov til at interagere med meget forskellige mennesker og meget forskellige samfundsgrupper.”

Gustavo Perez