”Jeg elsker koblingen mellem det teoretiske og det praktiske"
Lou Lindenblatt er 19 år gammel og under uddannelse til social- og sundhedsassistent. Hun er elev i Københavns Kommune, hvor hun i løbet af sin uddannelse har været i praktik på plejecentret Bispebjerghjemmet og i hjemmeplejen på Vesterbro. Lou oplever, at hun hver eneste dag er med til at gøre en forskel for ældre borgere i Københavns Kommune:
”Det er et fantastisk fag. Det er fantastisk at arbejde med mennesker og bidrage til, at deres hverdag bliver bedre. Den glæde og de smil, jeg møder fra de ældre. Det er guld værd.”
En spændende og praksisnær uddannelse
Som social- og sundhedsassistent arbejder du med ældre, syge eller handicappede borgere, og du har en nøglefunktion i forhold til at koordinere, motivere og udføre opgaver inden for pleje og rehabilitering. Uddannelsen veksler mellem skoleophold og oplæring, og det er en af mange grunde til, at Lou holder af uddannelsen:
”Jeg elsker koblingen mellem det teoretiske og det praktiske. Det giver mig meget at stå med det, man læser om i skolen, ude på oplæringsstedet og opleve sammenhængen.”
Godt studiemiljø på skolen og gode oplevelser i oplæring
Sociale og faglige fællesskaber er helt centrale for trivsel og læring på både skole og arbejdsplads. Her oplever Lou et stærkt sammenhold, og hun har fået gode venner og kollegaer, både i skolen og som elev i Københavns Kommune:
”Jeg oplever, at der er et rigtig godt studiemiljø på skolen. Der er måske færre fester end i gymnasiet, men til gengæld er der et fantastisk sammenhold. Jeg er blevet venner med folk, der er 20-30 år ældre end mig. I mine oplæringsforløb har jeg mødt så mange dygtige og søde kolleger. Jeg har været så glad for alle mine praktikvejledere og uddannelsesansvarlige.”
Københavns Kommune arbejder med en særlig indsats for unge social- og sundhedsassistentelever under 20 år. Den har fokus på at skabe sociale fællesskaber og meningsfulde oplæringsforløb. Lou valgte at blive elev i Københavns Kommune, da hun flyttede til byen fra Jylland. Et valg hun ikke har fortrudt:
”Jeg valgte Københavns Kommune som oplæringssted, fordi København er en dejlig by at bo, læse og arbejde i. Det er fedt, at kommunen tager ekstra initiativ til at unge har det godt på uddannelsen og i oplæring.”
Vigtigt med et stort omsorgsgen
I løbet af de næste ti år vil antallet af ældre over 80 år stige markant i Københavns Kommune. Det betyder, at der bliver brug for flere hænder inden for social- og sundhedsområdet. Lou mener, at der er behov for at tale faget op, hvis flere skal læse uddannelsen og finde arbejde som social- og sundhedsassistenter i fremtiden:
”Du skal vælge uddannelsen, fordi du hjælper andre mennesker. Det giver så meget livsglæde og livskvalitet at være en del af den her uddannelse, og se, at du faktisk gør en forskel for et andet menneske. Det er et vigtigt arbejde, som kræver et stort omsorgsgen, hvis du skal være dygtig til det, både som hjælper og assistent.”
Citat
”Det er fantastisk at arbejde med mennesker og bidrage til, at deres hverdag bliver bedre. Den glæde og de smil, jeg møder fra de ældre. Den er guld værd.”